Coronakrisen fortsætter med at give betydeligt flere ledige end normalt. Fredag var ingen forskel.

Fredag meldte 1706 personer sig ledige i Danmark. Sammenlignet med gennemsnittet for 2015 til 2019 er det næsten tre gange flere end normalt. Samlet for uge 14 kom der 19.488 nytilmeldte ledige.

Dermed fortsætter udviklingen, hvor nedlukningen af Danmark under coronavirus giver betydeligt flere ledige.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en opdatering.

- Verden over ser vi, at coronaudbruddet rammer arbejdsmarkedet hårdt, og mange mister deres job. Det gælder også Danmark, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i en kommentar til tallene.

Sidste fredag meldte 2039 sig ledige ifølge ministeriet, altså flere end fredag.

- Vi må ikke glemme, at det er et hårdt slag mod den enkelte og deres familie, hvis man mister jobbet. Stigningen i antallet af ledige er mindre end for en uge siden og det er godt, men situationen er alvorlig, skriver Hummelgaard.

Siden 9. marts har 42.513 meldt sig ledige, skriver Beskæftigelsesministeriet. Dermed er der i alt 174.217 tilmeldte ledige i Danmark.

Regeringen har indført en stribe markante hjælpepakker til erhvervslivet. Det er blandt andet gjort for at mindske i videst omfang muligt antallet af danskere, der mister deres job under krisen.

Det til trods stiger antallet af ledige altså betydeligt.

- Den kraftige stigning i ledigheden er et meget sigende billede på, hvor stort et slag dansk økonomi bliver ramt med her og nu. Det her kan ikke måle sig med noget andet.

- For bare en måned siden ville ingen have troet på 5-cifrede stigninger i ledigheden om ugen, og man ville have kigget måbende på personen, som turde komme med den påstand, skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre om tallene.

/ritzau/