Hans Geelmuyden stopper som topchef i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse, hvori det tilføjes, at han fortsætter som seniorrådgiver i virksomheden og som formand for bestyrelsen.

Hans Geelmuyden var selv med til at grundlægge Geelmuyden Kiese i 1989 og ejer i dag 95 procent af kommunikationsbureauet.

Til det norske finansmedie e24.no fortæller grundlæggeren, at han delvist selv har været med til at tage beslutningen.

»Vi vil udvikle et kommunikationsforma for fremtiden, og så har jeg spurgt mig selv, om den person, der skal lede det, skal være en 63-årig. Sammen med parterne i virksomheden er jeg kommet frem til, at det er det ikke,« siger han.

Hans Geelmuyden var for nylig i vælten, da han i et opslag på Facebook udtalte, at en kollega i branchen var en 'autoritær ekstremist', og at han måtte lære 'vestlige værdier'.

Udtalelsen medførte blandt andet, at Ikea valgte at afslutte samarbejdet med kommunikationsbureauet, og Hans Geelmuyden måtte ud og undskylde offentligt.

I pressemeddelelsen oplyser Geelmuyden Kiese, at 38-årige Karne Lykkebo overtager jobbet som administrerende direktør.

Geelmuyden Kiese er Skandinaviens største kommunikationsbureau og har 130 ansatte.