Efter ti år som topchef hos færgeselskabet Scandlines stopper Søren Poulsgaard Jensen.

I stedet vil posten indtages af Carsten Nørland, der indtil nu har været direktør for bryggerivirksomheden Royal Unibrews internationale forretning. Det melder Scandlines i en pressemeddelelse.

Hvorfor Søren Poulsgaard stopper, står ikke klart, udover at han har meddelt bestyrelsen, at »han har fundet tiden rigtig til at give stafetten videre.«

»Søren har ydet en fremragende indsats og positioneret Scandlines stærkt til fremtiden som en grøn og konkurrencedygtig leverandør af kritisk infrastruktur, der forbinder Europa og Skandinavien,« oplyser Vagn Sørensen, der er bestyrelsesformand i Scandlines.

Han slår yderligere fast at »Carsten Nørland vil bidrage med de helt rette kommercielle og internationale kompetencer og erfaringer, når de gode resultater skal videreføres i de kommende år frem mod og efter åbningen af Femern-tunellen.«

Af seneste regnskab, som Søren Poulsgaard Jensen stod i spidsen for, fremgår det, trods coronakrisen, at Scandlines har leveret et overskud på cirka 130 millioner kroner.

Til Børsen oplyste Søren Poulsgaard Jensen i den forbindelse, at virksomheden ville tilbagebetale den coronastøtte på 8 millioner kroner, som selskabet havde fået af staten:

»Vi synes ikke, vi kan tillade os at beholde pengene i lyset af resultatet.«

Diretørskiftet vil træde i kraft den 1. september.