14. juli gik 33-årige Anders Nielsen til tasterne på Facebook i opslag, der i skarpe vendinger kritiserede det omkringliggende samfunds syn på håndværkerbranchen - en karrierevej han selv har valgt at tage.

Opslaget mødte massiv genkendelse på det sociale medie og er i skrivende stund blevet delt mere end 31.000 gange.

'Det er kun de dumme, der bliver håndværkere!,' skrev Anders Nielsen indledningsvis i sit opslag på Facebook.

Pointen, han fortsatte med at slå fast, var imidlertid den modsatte; at man ikke er hverken dum, dårligere betalt end gennemsnittet eller har manglet bedre muligheder, fordi man har valgt at blive håndværker. Det skriver TV 2 Lorry.

Efter opslaget tog fart i midten af juli har Anders Nielsen været runden om i danske medier og gæstet Go' Morgen Danmark, Aftenshowet og spalterne her i B.T.

Nu har tømreren valgt at lægge karrieren som håndværker på hylden på ubestemt tid - og kaste sig over noget helt andet.

»Beslutningen kommer på baggrund af de ringe, som opslaget har sat i vandet. Jeg er blevet kontaktet af gud og hver mand i forbindelse med at oplyse mere om erhvervsuddannelserne og få skabt et mere positivt syn på dem,« siger Anders Nielsen til B.T.

Ved siden af sit hidtidige job som håndværker er Anders Nielsen standup-komiker og har to gange været i finalen i talentkonkurrencen DM i Standup, hvor amatørkomikere dyster om titlen som Danmarks bedste.

Den endelige beslutning om at forlade jobbet som tømrer var meget svær fortæller han:

»Jeg vil altid elske faget, og jeg havde også svært ved at forlade det. Jeg havde det pisse godt med sjakket på byggepladsen, og jeg vil virkelig savne dem.«

Tendensen til at, der bliver set skævt til håndværkerfaget genkendes af 3F, som mener, at indsatsen og arbejdet fra de faglærte og kortuddannede bliver undervurderet.

På trods af sin rolle som fortaler for de faglærtes arbejde, ser Anders Nielsen dog ikke noget mærkeligt i, at han nu har opsagt sit job som tømrer.

»Hovedparten handler om, at jeg gerne vil fortælle en god historie om erhvervsuddannelserne. Jeg har prøvet i flere år at bryde igennem med den gode historie, men jeg har ikke før haft held med det. Jeg lavede opslaget, mens jeg var aktuel i DR-programmet ‘MesterSkaberne’, og da det blev sendt i tv tænkte jeg, at nu bliver jeg ikke mere aktuel end jeg er lige nu,« siger han til B.T.