Den kendte tøjkæde Tøjeksperten risikerer at kollapse fredag.

Det sker, hvis kreditorerne stemmer nej til den rekonstruktionsplan, der bliver præsenteret ved skifteretten i Aalborg fredag.

Det skriver Børsen.

En af kreditorerne er JBS, der producerer undertøj. Og de er endnu ikke overbevist om, at planen skal godkendes.

Kristian Brasen

Administrerende direktør i JBS, Michael Alstrup, vil vide mere om planen. Det siger han til Børsen.

»Hvis vi skal sige ja til at køre videre indtil begyndelsen af juni, vil vi vide noget mere om, hvad der ligger i det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at rekonstruktørerne har en interesse i, at så mange som muligt siger ja til rekonstruktionsplanen.«

Rekonstruktørerne har i en meddelelse til kreditorerne skrevet, at man forventer at kunne præsentere en mere detaljeret plan i begyndelsen af juni, hvis de fredag får kreditorernes ja til at kunne arbejde videre.

Det er PTW Group, som kapitalfonden Polaris ejer, der driver Tøjkæden.

17. april var kassen i virksomheden tom. Derfor blev selskabet tvunget ud i rekonstruktion.

Michael Alstrup siger afsluttende til Børsen, at han savner konkrete svar fra PTW Group.

»De kunne jo komme og sige, at de skal have en større rabat, end de får i dag, eller andet, som vi ikke kan acceptere.«

PWT-Group har gæld for i alt 534 millioner kroner.