Den skandinaviske tobaksproducent Scandinavian Tobacco Group nedlægger op mod 120 funktionærstillinger som led i en ændring af organisationen. Det oplyser selskabet.

Ændringerne skal blandt andet "udbygge indtjeningsevnen", lyder det. Topchef Niels Frederiksen kalder initiativerne "Fuelling the Growth". De skal sikre, at virksomheden er mere konkurrencedygtig og i stand til at tilpasse sig ændrede markedsforhold.

- Når vi på denne måde sikrer, at vi har den rette organisation til at opnå vores langsigtede ambitioner, betyder det beklageligvis også, at vi må tage afsked med en række værdsatte kolleger, siger Niels Frederiksen i en meddelelse.

Tobakskompagniet har i øjeblikket i alt 7300 ansatte. De er fordelt i Europa samt Nord- og Mellemamerika. Virksomheden kan endnu ikke oplyse, hvordan nedskæringerne vil fordele sig.

Udover de nedlagte stillinger består initiativerne blandt andet af optimering af logistik, oprettelse af en global indkøbsorganisation og færre omkostninger gennem et mindre komplekst produktionsapparat.

Tilsammen skal de forskellige tiltag sikre, at tobakskompagniet kan leve op til ambitionerne om en vækst på tre til fem procent i det justerede driftsresultat på "mellemlang sigt".

Scandinavian Tobacco Group er en af verdens førende producenter af cigarer og traditionel pibetobak. Oprindeligt hed koncernen Skandinavisk Tobakskompagni, men skiftede navn i 2008.

/ritzau/