Først var han kommunistformand, så blev han SF’er, så socialdemokrat og nu er han så bestyrelsesformand i sædbanken Cryos International - Denmark ApS.

Cryos omsætter for et trecifret millionbeløb ved at eksportere dansk sæd rundt i hele verden, og Ole Sohn har ambitioner om at udvide forretningen, skriver Altinget.

»Min ambition er at fortsætte den udvikling, som Cryos allerede er inde i, hvor vi eksporterer sæd til mere end 100 lande. Og så gælder det ikke mindst om at arbejde for, at vi får de samme muligheder med donoræg,« siger han.

Han vil sørge for, at lovgivningen gør det nemmere for kvinder at donere deres æg.

Sohn mener, at han har fået posten i kraft af sin erfaring med egen virksomhed og hans tid som erhvervs- og vækstminister og derfor er relevant for sædbanken.

Han nævner sin erfaring på lovgivningsområdet, fordi Cryos ikke kun er underlagt dansk lovgivning, men også lovgivningen i hver af de 100 lande, der eksporteres til og hele EU's lovgivning.

Ole Sohn stoppede i dansk politik i 2015 og har siden da haft flere bestyrelsesposter, blandt andet i Dansk Producentansvar.

Han tiltrådte posten som bestyrelsesformand i Cryos i april 2018.