Den tidligere administrerende direktør for virksomheden Top-Toy, der indtil for nylig var selskabet bag legetøjskæden Fætter BR, er død.

Peter Gjørup, som han hed, blev 49 år gammel, inden han tabte kampen til kræft.

Familien bisatte ham tirsdag. Det skriver de i en nekrolog i Roskilde Avis tirsdag.

Peter Gjørup var barnebarn af stifteren Børge Rasmussen, der åbnede den første legetøjsbutik i Roskilde i 1950.

Familien fortæller i deres nekrolog, at Peter Gjørup var et naturtalent inden for computere og IT. Som bare 11-årig solgte han sit første computerspil, han selv havde programmeret, og inden han blev 14, havde han udviklet mere end ti spil, der var solgt i mere end 50.000 eksemplarer.

Selv begyndte Peter Gjørup sin karriere i virksomhedens IT-afdeling i 1992, hvor han gennem årene blandt andet var IT- og logistikdirektør.

Han skulle dog senere blive chef for hele butikken, da han i 2009 kunne sætte sig på posten som administrerende direktør. Den post bestred han indtil familien bag Top-Toy solgte virksomheden i 2016.

Efter et dårligt julesalg i 2018 gik Fætter BR konkurs. Efterfølgende købte Salling Group kæden og fører nu butikkerne videre.