Billetplatformen Ticketmaster og moderselskabet Live Nation har gjort brug af et ulovligt monopol på markedet.

Det har en jury i New York ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag afgjort i et civilt søgsmål, som 34 amerikanske delstater har anlagt mod Live Nation.

Delstaterne beskyldte i søgsmålet Live Nation for at kvæle konkurrencen, begrænse forbrugernes valgmuligheder og drive billetpriser i vejret.

Juryen slår fast, at Live Nation har ulovlige monopoler på markedet for billetydelser til mere end 200 større spillesteder samt på markedet for flere store spillesteder, som kunstnere booker.

Selskabet har ifølge juryen ulovligt krævet, at kunstnere skulle benytte Live Nations egne markedsføringsværktøjer for at få adgang til spillestederne.

Sagen blev anlagt af de 34 delstater og USA's justitsministerium i 2024.

I marts indgik Live Nation et forlig med det amerikanske justitsministerium om at betale 280 millioner dollar til de delstater, der havde sagsøgt selskabet for dets metoder. Det skriver CBS News.

Det svarer til knap 1,8 milliarder kroner.

Det afviste delstaterne dog. I stedet fortsatte de retssagen.

Som led i forliget med justitsministeriet skulle Ticketmaster sælge mindst 13 af sine spillesteder og give tredjeparter lov til at bruge platformen til at sælge billetter.

Live Nation ejer eller har ejerandele i hundredvis af spillesteder over hele USA.

New Yorks statsadvokat, Letitia James, kommenterer i en udtalelse sagen.

- En jury har konkluderet det, som vi længe har vidst: Live Nation og Ticketmaster bryder loven og koster forbrugere millioner af dollar imens, siger hun.

Live Nation er USA's største billetplatform. Den er længe blevet kritiseret af både fans og kunstnere, heriblandt Taylor Swift.

Domstolen har endnu ikke fastlagt, hvilken sanktion der vil blive pålagt Live Nation.

Live Nation har flere verserende juridiske sager, der potentielt kan underminere juryens kendelse.

Hvis afgørelsen står ved magt, kan selskabet se ind i yderligere retssager, hvor det forventeligt vil blive krævet, at Live Nation frasælger Ticketmaster. Selskabet købte platformen i 2010.

Der vil formentlig også blive nedlagt krav om erstatning til forbrugere, der har betalt overpris på billetter.

Live Nation har afvist, at der er tale om et monopol. I en udtalelse onsdag lød det ifølge CBS News fra selskabet:

- Juryens kendelse er ikke sidste ord i denne sag. Verserende begæringer vil afgøre, om afgørelsen vedrørende ansvar og erstatning bliver stående.

- Live Nation kan og vil naturligvis appellere enhver ugunstig afgørelse i forbindelse med disse begæringer, lyder det.

/ritzau/Reuters