Thor Stadil stopper som bestyrelsesformand for shippingforretningen i familievirksomheden Thornico.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

75-årige Thor Stadil bliver fra 1. juni afløst af Ejner Bonderup. Han kommer med erfaring fra flere stillinger inden for shippingbranchen.

Skiftet sker for at fremtidssikre den maritime del af Thornico-virksomheden, der også ejer den danske tøj- og sportsproducent Hummel.

- Selvfølgelig er det altid kedeligt at træde tilbage, men jeg er også realistisk for fanden. Jeg kan ikke løbe fra, at jeg snart fylder 76.

- Så for at fremtidssikre ledelsen har vi besluttet at lade Ejner Bonderup tage styringen i shipping, forklarer Thor Stadil til branchemediet Shippingwatch.

Thornico er en af de større virksomheder herhjemme med en omsætning på mere end ni milliarder kroner. Virksomheden har aktiviteter indenfor alt fra fødevarer og emballering til teknologi, sport, mode og ejendomme.

/ritzau/