Den tidligere fodboldspiller Thomas Gravesen har besluttet at opføre en kæmpe sportshal. Det gør han sammen med Kenneth Eskildsen, der er direktør i kagekæmpen Givesco.

Sportshallen, som de to kompagnoner vil bygge, skal bruges til padeltennis, og den kommer til at have beliggenhed i det nordlige Vejle.

Vejle Padel Center, som sportshallen efter planen skal hedde, kommer til at bestå af 13 padelbaner, hvoraf den ene er en opvisningsbane – placeret i midten af hallen – med plads til 250 tilskuere omkring. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det kræver ikke ekstraordinære egenskaber med en padelketcher for at skal undgå at ramme loftet med bolden. Der vil blive 12 meter til loftet, imens bredden udgør 55 meter og længden 100 meter.

De to investorer håber på, at centeret både kommer til at husere eliten af sporten og nybegynderne. Fælles for begge grupper er, at de skal få en oplevelse, når de træder ind.

»Vi vil gerne skabe en wow-oplevelse, når du går ind i centret. Som da jeg første gang gik ind på Bernabéu i Madrid og siden fandt ud af, at det bare var en fodboldbane,« siger Thomas Gravesen.

De to bygherrer håber på, at kunne byde verdensstjerne velkommen i fremtiden, og de har drømme om, at både World Padel Tour og VM kan blive afholdt i den kommende sportsarena.

Planen er, at byggeriet går i gang til juni, og sportshallen dermed står klar i midten af 2022.