Tesla omsatte for 22,4 milliarder dollar i årets første kvartal, hvilket svarer til omkring 143 milliarder kroner.

Det viser elbilproducentens kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Omsætningen er 16 procent højere end i den tilsvarende periode sidste år.

- Som altid fokuserer vi på at opretholde et hurtigt innovationstempo inden for nye og spændende teknologier - såsom elektrificering, banebrydende software og kunstig intelligens, skriver selskabet i regnskabet.

- Fremtiden er utrolig lys.

Selskabet har også set overskuddet vokse med 17 procent til 477 millioner dollar - eller cirka tre milliarder kroner.

Af regnskabet fremgår det desuden, at Tesla leverede 358.000 biler i løbet af de første tre måneder. Det er en stigning på seks procent.

I første kvartal sidste år var selskabet dog påvirket af, at topchef Elon Musk havde markeret sig på den politiske scene.

Techmilliardæren viste sig i en periode som en af de største støtter til USA's præsident, Donald Trump.

Han endte kortvarigt med at stå i spidsen for USA's Departement for Regeringseffektivitet (Doge), som har til formål at gennemføre store nedskæringer i det føderale USA.

Forholdet mellem de to så ud til at være upopulært i flere europæiske lande, hvor salget styrtdykkede.

Trods pæne takter i det nye regnskab skriver nyhedsbureauet Reuters, at Teslas kerneforretning med elbiler generelt er under et stigende pres.

Konkurrenter lancerer nyere modeller og oftere til lavere priser.

Derudover er en skattefordel til amerikanske forbrugere, der køber en elbil, udløbet, skriver Reuters.

På bagkant af regnskabet stiger selskabets aktie med 3,5 procent på det amerikanske eftermarked.

På eftermarkedet kan man fortsat handle med aktier, efter at børsen er lukket.

/ritzau/