Udviklingen i teknologien på de nye Tesla-modeller kan betyde, at mange Tesla-ejere risikerer at overtræde lovgivningen, uden de selv er klar over det.

Det skriver FDMs medlemsmagasin, Motor.

Årsagen til dette skal findes i Teslas overvågningssystem, der hedder Tesla Sentry Mode.

Overvågningssystemet er skabt for at kunne dokumentere og forebygge tyveri, hærværk og skader i trafikken.

En Tesla er udstyret med flere kameraer rundt omkring på bilen, der filmer forbipasserende. Både når bilen kører, og når den holder stille. Det er disse kameraer, overvågningssystemet benytter sig af.

En opdatering i 2021 gjorde det samtidig muligt for Tesla-ejere at kunne tilgå kameraerne på deres app, så de på deres mobil kunne følge med i, hvad der skete rundt omkring deres Tesla.

Med denne funktion risikerer mange danske Tesla-ejere at overtræde tv-overvågningsloven, skriver FDMs medlemsmagasin, Motor.

Ifølge loven er det nemlig ikke tilladt som privatperson at foretage tv-overvågning af »gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel«.

»Udviklingen inden for kamerateknologi i moderne biler går hurtigt og nok også hurtigere, end lovgivningen har kunnet følge med til,« siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange til FDMs medlemsmagasin, Motor.

Der er indgivet en såkaldt databekymring til Datatilsynet i Danmark, men Tesla har europæisk hovedkvarter i Holland, og henvendelsen til Datatilsynet er derfor videresendt til myndighederne i Holland.

Det er nu op til de hollandske myndigheder at undersøge, om Tesla overtræder EUs GDPR-regler.

»For forbrugeren er det under alle omstændigheder afgørende, at man kan regne med, at det udstyr, bilen leveres med, også kan benyttes lovligt, og hvis der er begrænsninger i denne mulighed, at forbrugeren bliver informeret klart og tydeligt om, under hvilke omstændigheder udstyret ikke må benyttes, siger Dennis Lange til Motor.

/ritzau/