Mobilnetværket 5G har en større hastighed end det nuværende 4G. I uge 40 begynder Telia udrulningen.

I slutningen af september vil Telia begynde at udrulle 5G til sine kunder. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

5G er den næste generation af mobilnetværk og har en større hastighed end det nuværende 4G.

Dermed følger Telia efter TDC, der åbnede for 5G i starten af september. De øvrige store selskaber i Danmark er også på vej med det.

Telia begynder i uge 40 udrulningen og starter i København og Aalborg, inden den fortsætter i Aarhus og Odense. Over de kommende år vil 5G-netværket blive rullet ud i resten af landet.

Omkring 500.000 Telia-kunder kan se frem til at få 5G inkluderet i deres mobilabonnement, oplyser selskabet. Ved udgangen af andet kvartal havde Telia lige knap 1,5 millioner mobilkunder.

Ud over at 5G vil gøre det hurtigere for forbrugere blandt andet at streame film, så er der også store perspektiver i det for erhvervslivet.

- 5G bliver en game-changer for dansk erhvervsliv, siger Mortimer Liebman, der er erhvervsdirektør for Telia, i meddelelsen.

- Den minimale responstid på overførsel af data giver nye muligheder for at digitalisere og automatisere produktion, lyder det.

For at få gavn af 5G skal man have en telefon, der understøtter teknologien.

Det er i øjeblikket kun de nyste smartphones fra blandt andre Samsung og Huawei, som er klar til det nye mobilnetværk. Apple ventes snart at præsentere en smartphone, der også understøtter den nye teknologi.

Derudover skal man også et mobilabonnement, hvor 5G er inkluderet.

TDC åbnede for netværket 7. september. Ved udgangen af måneden vil 80 procent af landet i princippet været dækket.

Den vil dog være klart bedst i centrum af København, Aarhus, Odense og Helsingør, lød det fra TDC i slutningen af august. Her vil man kunne opleve hastigheder på op til 1 gigabit per sekund.

/ritzau/