Nuuday-topchef Jon James er tilfreds med 3. kvartal, til trods for at selskabet har tabt 20.000 kunder på omkring tre måneder.

Det skriver Finans.dk.

Topchefen ønsker, at Nuuday, der er ejet af TDC, og samler YouSee, Telmore, Hiper, TDC Erhverv og Eesy, skal være telekundernes førstevalg.

Men tabet af de 20.000 kunder kan mærkes i de økonomiske nøgletal, idet omsætningen fra år til år er dykket med én procent til 3.639 millioner kroner, mens overskuddet på de daglige forretninger er gået tilbage med 12,1 procent.

»Vores resultater i 3. kvartal viser, at vi leverer på vores mission om at stabilisere kundebasen, særligt inden for strategisk vigtige områder, men vi forbedrer kvaliteten af vores produkter og kundeoplevelser,« fortæller topchefen Jon James.

Årsagen til topchefens glæde er, at mobilforretningen leverer vækst, mens bredbåndsforretningen kun har en lille tilbagegang.

Derimod står det skidt til med den gammeldags fastnetelefoniforretning og ligeså med tv-forretningen i YouSee.

I gennemsnit har Nuuday tabt 141 tv-kunder hver dag i august, september og oktober.