Det ville næppe være den samme oplevelse at se en storslået kærlighedsscene mellem Romeo og Julie blive spillet med tre meters afstand mellem de to skuespillere.

Måske fordi der netop er fysisk kontakt mellem skuespillerne, er næsten hele produktionen af stykket med samme navn på Aarhus Teater til gengæld blevet ramt af corona.

I alt er 19 ud af 20 medvirkende i forestillingen, der skulle have haft premiere 3. februar, blevet smittet.

»Det betyder, at vi ikke kan gennemføre prøverne, hvor alle er til stede, og derfor må vi udskyde premieren,« fortæller kommunikationschef Morten Daugbjerg til B.T.

Teatret er stort set lagt ned af corona i øjeblikket med 46 smittede siden 1. januar. Det går ud over to af produktionerne, der skulle skydes i gang i starten af februar.

Udover 'Romeo og Julie' er det forestillingen 'Sandmanden' – her er også seks ud af ni skuespillere ramt af smitte.

»Det spreder sig helt vildt, men man skal også tænke på, at de her folk arbejder fysisk tæt på hinanden. De råber, kysser, synger og danser, så selvom vi har krav om coronapas og friske test hver dag, så har virus alligevel sneget sig ind,« lyder det fra Morten Daugbjerg.

'Romeo og Julie' er derfor blevet flyttet fra premieredagen 3. februar til 10. februar i stedet. 'Sandmanden', der oprindeligt skulle spilles fra 9. februar, er rykket til 22. februar. Spilleperioden reduceres desuden for begge forestillinger.

Udover en masse bøvl og frustrationer blandt de medvirkende betyder det også en stor ekstraregning for teatret.

Forestillingerne må nemlig aflyses, så dem, der havde købt billet, kan få pengene tilbage eller et gavekort – håbet er, at de køber billet til samme forestilling senere.

Men forventningen er uden tvivl, at en del billetindtægter vil gå tabt. Derudover må instruktørernes kontrakter på de to forestillinger forlænges.

»Et 'rough' estimat på de manglende billetindtægter og ekstra udgifter løber op i omkring 2,5 millioner kroner tabt,« siger Morten Daugbjerg.

De håber, der lander en form for kompensation til teatret, der også lige har været igennem en nedlukningsperiode. Men det ved de ikke noget om endnu.

»Der er selvfølgelig en coronatræthed i blandt os, men vi har trods alt været heldige med, at vi under den tvungne nedlukning ikke havde publikum, men kun prøver.«

Det vigtigste for dem er at nå ud til et publikum, lyder det.

Deres tredje produktion 'The Supreme Gentleman' har dog bare en enkelt skuespiller på scenen, så hvis han går fri, forventer de at kunne have premiere på den forestilling som planlagt 5. februar.

Samtidig aflyser teatret helt den publikumsinvolverende forestilling 'Til de lyse morgener', der må udskydes til et senere tidspunkt.

Alle, der har billet til de udskudte forestillinger, bliver kontaktet direkte af teatret.