Det er ikke nemt at være ufaglært under coronakrisen, og det bliver ikke meget lettere, når Danmark kommer ud på den anden side.

Der bliver nemlig færre og færre ufaglærte jobs at få.

Sådan lyder vurderingen fra den økonomisk-politiske tænketank Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge Finans.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at den økonomiske krise, vi lige nu oplever som resultatet af coronakrisen, vil betyde, at der i fremtiden vil være langt færre ufaglærte jobs at få - præcis som det skete efter finanskrisen.

»Finanskrisen satte turbo på udviklingen, og vi forventer, at det vil ske igen nu. De ufaglærte er typisk løsere ansat og har de korteste opsigelsesvarsler,« siger senioranalytiker hos tænketanken, Emilie Agner Damm, og tilføjer:

»Det gør, at de ofte fyres først, og i en krise vil virksomhederne lede efter steder at effektiviserer. Det betyder færre ufaglærte jobs.«

Dermed tyder meget på, at ufaglærte bliver yderligere presset på et i forvejen presset jobmarked.

Allerede inden coronakrisen ramte Danmark, blev der nemlig færre og færre ufaglærte jobs.

Fra 1990 til i dag er antallet af ufaglærte jobs ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faldet med 400.000.

Tænketanken vurderede inden krisen, at der ville blive 125.000 færre i 2025, og nu risikerer det tal altså at blive endnu højere.

Finans har også talt med Vismand og professor på Aarhus Universitet Nabanita Datta Gupta, som ligesom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at det kan blive vanskeligt for ufaglærte at finde jobs igen.

Hun fortæller, at man ved fra tidligere, at de ledige med færrest kompetencer ofte er dem, der har sværest ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen - og her hører ufaglærte altså ind under.