Synoptiks overtagelse af konkurrenten Smarteyes er på plads.

»Vi opkøber Smarteyes, fordi det har et attraktivt og stærkt koncept, et godt butiksnetværk og dygtige medarbejdere,« siger Lars Tandrup, direktør i Synoptik i Danmark.

For brillesøgende kunder vil der dog ikke umiddelbart være noget at bemærke efter opkøbet, der nu endeligt er godkendt af Konkurrencestyrelsen, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

De 102 Synoptik-butikker herhjemme drives videre i samme navn. Det samme sker med de 18 Smarteyes-butikker.

Det er en af Danmarks ældste optikerkæder, der nu går sammen med en af de yngste.

Synoptik, der i dag er en del af EssilorLuxottica-koncernen med over 18.000 butikker på verdensplan, blev grundlag i 1931, mens Smarteyes først blev etableret i 2007 – og består endvidere af 71 butikker i Sverige og 11 i Tyskland.

»Smarteyes' lav-til-mellem prisprofil supplerer Synoptiks positionering godt og betyder, at vi nu har to stærke og differentierede tilbud,« siger Synoptik-direktør Lars Tandrup.

Fra den opkøbte lillebror lyder det:

»Smarteyes er en fantastisk succeshistorie med et stærkt brand, der er blevet bygget op på bare 14 år,« siger Smarteyes-direktør Thomas Kusoffsky, er håber på videre udvikling i de kommende år.