Den tyske discountgigant Lidl gik over stregen i en af sine tilbudsaviser sidste år.

I reklametryksagen fra 2017 sammenlignede Lidl sine egne varer - såkaldte private labels - med kendte, højprofilerede mærkevarer.

Eksempelvis Lidl's egen tomatketchup, som koster 5,95 kroner for 500 ml. og Heinz ketchup, der koster 39,95 kroner for 875 ml. Øverste på siden skriver Lidl, at »valget er dit.«

Foto: Lidl
Vis mere

Og det er for groft, mener dagligevareleverandørernes interesseorganisation, DLF, der nu trækker Lidl i retten. Det skriver Dansk Handelsblad.

For det første mener DLF, at Lidls egne emballager ligner mærkevarernes emballager for meget. Og for det andet, beskylder DLF Lidl for at have for høje priser på mærkevarerne, hvilket betyder, at kædens egne varer fremstår billigere. Det fremgår af en orientering til DLFs medlemmer, som Dansk Handelsblad har set.

Ifølge detailhandelsekspert Bruno Christensen er Lidls markedsføring usædvanlig.

»Normalt er det mærkevarerne, forbrugerne forholder sig til. Det er dem, man bruger til at få forbrugerne ind i butikkerne. Når Lidl spiller mærkevarerne ud mod sine egne varer på den måde, som det sker her, forstår jeg udmærket, at leverandørerne reagerer. Lidl udstiller jo mærkevarerne på en negativ måde,« siger han.

Store dagligevareproducenter dækker normalt udgifterne til produktionen og distributionen af tilbudsaviserne i form af en betaling for at have sine varer på tilbud i en given uge. Det burde Lidl »udvise respekt for,« mener Bruno Christensen.

Spørgsmålet er ifølge Bruno Christensen desuden, om Lidl-ketchuppen nu også er lige så god som Heinz. Et spørgsmål, som reklamen ikke giver noget svar på.

Over for JPs erhvervsmedie Finans bekræfter administrerende direktør i DLF, Niels Jensen, at organisationen har stævnet Lidl, men ønsker ikke at uddybe det specifikke indhold.

Kommunikationschef for Lidl i Danmark, Morten Vestberg, ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. Han ønsker heller ikke at svare på, om markedsføringen er fair eller om det er en metode, Lidl vil bruge i fremtiden.

'Det er korrekt, at vi har modtaget en henvendelse fra Dagligvareleverandørerne (DLF) omkring vores kampagne 'Valget er dit', som kørte i 2017. Vi er i øjeblikket ved at forberede sagen, hvorfor vi på nuværende tidspunkt ikke ønsker at uddybe dette offentligt. Jeg vender tilbage, når og hvis der sker nyt fra vores side,' skriver han i en mail til BT.