USA's sanktioner mod Iran er årsag til, at Sydkorea har indstillet køb af olie fra Iran.

Sydkorea, der er blandt verdens største importører af olie, indstillede i maj al import af olie fra Iran.

Det fremgår af dokumenter fra Sydkoreas toldvæsen offentliggjort lørdag.

Sydkoreas totale stop for iransk olie skyldes de sanktioner, som USA i 2018 indførte mod det mellemøstlige land.

Sydkorea var et af flere lande, som den amerikanske regering i november sidste år gav lov til at importere olie fra Iran i yderligere seks måneder.

Fra januar til udgangen af april importerede Sydkorea 3,87 millioner ton råolie fra Iran. Det svarer til godt 187.000 tønder olie om dagen i de fire måneder.

SK Innovation, der ejer Sydkoreas største raffinaderi, har tidligere oplyst, at det i maj erstattede de normale forsyninger fra Iran med olie fra blandt andre Rusland og Qatar.

Sydkoreas samlede import af råolie fra januar til maj var på 61,17 millioner ton.

USA genindførte sidste år en omfattende embargo mod iransk olieeksport, efter at præsident Donald Trump i maj 2018 trak USA ud af den atomaftale, som en række lande indgik med Iran i 2015.

Aftalen betød, at Iran skulle lukke sit atomprogram. Hvis Iran gjorde det, ville de øvrige lande i aftalen ophæve de sanktioner, der var mod landet.

Storbritannien, Kina, EU, Frankrig, Rusland og Tyskland er stadig med i aftalen med Iran.

I begyndelsen af maj meddelte Iran, at landet vil trække sig fra "dele" af den internationale aftale, såfremt EU og de øvrige medunderskrivere ikke i løbet af to måneder indfrier de løfter, der er givet til Iran inden for olie- og banksektoren i forbindelse med atomaftalen.

Hvis ikke det sker, vil Iran blandt andet igen øge berigelsen af uran og nedskalere andre forpligtigelser i atomaftalen.

Denne uge har USA og Iran igen været på kant med hinanden. USA beskylder således Iran for at stå bag et angreb torsdag mod to olietankskibe i Omanbugten.

Iran har afvist påstanden og beskylder USA for sammen med regionale allierede som Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater at forsøge at piske en krigsstemning op.

Fredag sagde Trump i et interview med Fox News, at USA er parat til at indlede forhandlinger med Iran for at få løst problemerne mellem de to lande.

- Vi ønsker, at de kommer tilbage til forhandlingsbordet. Jeg er klar, når de er, sagde præsidenten.

/ritzau/Reuters