Mængden af tvangsauktioner er langt fra årene efter finanskrisen, men det står værst til på Lolland-Falster.

Flere ejendomme på Lolland-Falster endte på tvangsauktion end noget andet sted i landet. Det viser Danmarks Statistiks opgørelse fra 2018.

På landsplan er niveauet af tvangsauktioner stadig lavere end det var i årene efter finanskrisen, hvor det ikke var usædvanligt, at over 500 ejendomme om måneden røg på tvangsauktion.

I 2018 var det 2774 over hele året.

Der er dog særligt et område i Danmark, der har mærkbart flere tvangsauktioner end resten af landet.

De to kommuner på Lolland og Falster, Guldborgsund og Lolland Kommune, har til sammen oplevet 224 tvangsauktioner i 2018.

Også en række kommuner i det syd- og vestsjællandske såsom Vordingborg, Odsherred og Kalundborg står højt på listen over kommuner med tvangsauktioner.

Kun to kommuner i landet gik igennem 2018 helt uden en tvangsauktion: Herlev og Dragør. Det er andet år i træk, at Dragør undgår tvangsauktioner.

Generelt lå antallet af tvangsauktioner lavere i området omkring hovedstaden end i resten af landet.

Privatøkonom ved Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen forklarer, at antallet af tvangsauktioner er et symptom på, at danske boligejeres økonomi generelt har det godt.

- Det relativt lille antal tvangsauktioner, som vi ser i disse år, afspejler, at der generelt er en god udvikling i de danske boligejeres økonomi, siger hun i en skriftlig kommentar.

- Reallønnen stiger fortsat, og stigende beskæftigelse betyder, at flere får glæde af det.

- Samtidig er renterne fortsat meget lave, og mange vælger i disse år at omlægge fra variabelt forrentede lån til fastforrentet, så de har en mere robust privatøkonomi, når renterne igen begynder at stige.

Chefanalytiker hos Nordea Lise Nytoft Bergmann hæfter sig ved, at der historisk set er rekordfå tvangsauktioner, selv om antallet er steget lidt i 2018.

- Det er altid kedeligt, når antallet af tvangsauktioner stiger, men det er mindre alvorligt, hvis stigningen skyldes øget ihærdighed med at inddrive gamle restancer, end hvis boligejerne pludselig har fået sværere ved at betale terminen.

/ritzau/