»Torsdag havde vi 60 børn og 30 voksne på besøg. De havde lejet svømmehallen efter lukketid, og da vi mødte ind i morges, kunne vi se, at noget ikke var, som det skulle være.«

Sådan siger Jannike Sørensen, der er administrativ assistent i Svendborg Idrætscenter, som også har en svømmehal.

De to bassiner i hallen flød nemlig med lort, fortæller hun til Fyens Stiftstidende – og det var et større omfang, end man typisk ville forvente fra en person, der havde haft et uheld, lyder det.

Man har derfor været nødt til at lukke svømmehallen for at rense vandet. Jannike Sørensen forventer, at svømmehallen er åben igen klokken 17 fredag.

Hun er lidt ked af, at de ikke fandt ud af, at der var afføring i vandet noget før. Så kunne de nemlig have renset det hen over natten eller sen aften.

Hvilket ville betyde, at svømmehallen kunne holde åbent hele dagen fredag.

Om de sene gæster torsdag ikke har set afføringen, eller om de bare har ladet være med at fortælle det, ved Jannike Sørensen ikke.

Heldigvis er der et soppe- og et helsebasin, som er gået fri fra afføring. De skal altså ikke renses.