Direktøren i byggemarkeds- og gør-det-selv-kæden Biltema Danmark, Jacob Borring Møller, mener, at det er realistisk med en omsætning på en milliard kroner i løbet af næste år.

Det fortæller han til Børsen efter at have fortalt om Biltemas nye strategi, der satser stort på de større danske byer.

Biltema har 19.000 varenumre, hvor man har kunnet få alt fra fastelavnsboller til bådankere og gamingudstyr.

Den nye strategi betyder, at Biltemas sortiment skal placeres i mindre butikker.

Planen er at finde ejendomme til tre butikker i København, to-tre i Aarhus samt en enkelt i Odense.

Ejendommene skal være 2.000-3.000 kvadratmeter store. Og det er et skift fra den forhenværende strategi, der gik ud på at lave butikker på over 7.000 kvadratmeter samt udstyret med café.

»Jeg har internt kaldt det en gamechanger, for det tror jeg faktisk, det kan blive. Vi kommer pludselig til et punkt, hvor vi bliver mere væsentlige, og det skaber flere muligheder. Det hjælper os ikke kun til at blive mere kendte, men vil også øge vores omsætning,« siger Jacob Borring Møller til Børsen.

I øjeblikket har Biltema 16 butikker i Danmark og havde en omsætning på 773,4 millioner kroner i 2021.

Kædens mål er at få hele 25 butikker inden 2025.