Fingeraftryksproducent er faldet med tredive procent efter overraskende udmelding om forventningerne til 2017.

København. Årets højdespringer på de svenske børser i 2015, Fingerprint Cards, har taget en voldsom rutsjetur tirsdag morgen.

Aktiekursen står til et fald på 30 procent efter i en overgang at have været nede i 40 procent.

Det sker, efter at selskabet har udsendt en pressemeddelelse, hvor man ikke længere står ved sin prognose for omsætningen og overskudsgraden i 2017.

Samtidig trækker ledelsen et forslag om at udbetale udbytte tilbage.

Fingerprint Cards, der producerer fingeraftryksaflæsere til blandt andet mobiltelefoner, har konstateret, at man har været for optimistisk i sine prognoser for året.

- En svag start på året er blevet mere træg grundet høje lagre i værdikæden.

- Grundet OEM-kunders lageropbygning har også efterspørgslen efter selskabets fingeraftrykslæsere været svagere end ventet, skriver selskabet.

Det er ellers ikke længe siden, at Fingerprint aflagde årsregnskab og slog anderledes optimistiske toner an.

Tidligere hed det, at man regnede med en omsætningsvækst fra 6,6 milliarder svenske kroner i 2016 til et sted mellem 7,5 og 9,5 milliarder i løbet af året.

Fingerprint forventer nu i stedet et omsætningsfald i første kvartal på 50 procent og tør altså ikke give et bud på årsomsætningen.

Det har tilsyneladende foruroliget mange investorer.

Aktien var ellers steget på det seneste, men er nu endnu længere fra højdepunktet i december 2015, hvor kursen hed 135. Alene i år er aktien faldet 43 procent.

/ritzau/