København. Først forsvandt æg fra burhøns fra detailkæden Irmas køleskabe. Nu er turen kommet til skrabeæggene, som fra mandag ikke længere vil være at finde i Irma, oplyser kæden.

Dermed kan der kun købes økologiske og biodynamiske æg samt æg fra fritgående høns i Irmas 80 butikker. Irma tager konsekvensen af, at salget af skrabeæg har været faldende, siger Irmas direktør.

- Vores kunder ønsker ganske enkelt ikke at købe skrabeæg, men vægter i stedet varer, der er produceret med endnu større hensyn til dyrevelfærden.

- Derfor fjernede vi i sin tid buræg, og derfor fjerner vi nu også skrabeæggene fra hylderne, siger Søren Steffensen, direktør i Irma.

Dermed følger Irma Dansk Supermarkeds 20 Føtex Food-butikker, der ifølge CSR-direktør Mads Hvitved Grand stoppede med at sælge skrabeæg i november 2016.

Det skete, fordi der simpelthen var meget få kunder, der købte den type æg, forklarer han.

Ifølge æggeproducenten Danæg kommer skrabeæg fra høns, der går frit rundt i et hønsehus, men som ikke har adgang til at komme udenfor. Der må være op til ni høns per kvadratmeter.

Økologiske æg kommer derimod fra høns, der skal kunne gå udenfor. Der må højst være seks høns per kvadratmeter i et økologisk hønsehus.

I første omgang gælder salget af friske og pasteuriserede æg. Intentionen er, at Irma på sigt vil udfase brugen af skrabeæg som ingrediens i kædens egne varemærker.

Irma stoppede salget af buræg for 24 år siden, mens kæden sidste år holdt op med at bruge buræg som ingrediens i sine egne varemærker.

Senest er en række danske supermarkeder stoppet med at sælge æg fra burhøns.

Kvickly, der ligesom Irma hører under detailkoncernen Coop, stoppede salget i 2013. I 2016 meddelte Coop, at kæderne SuperBrugsen, Dagli' og LokalBrugsen og Fakta vil være fri for buræg i 2020.

17. maj 2017 meddelte Superbrugsen dog, at det var helt slut med buræg.

I Dansk Supermarked har Føtex også stoppet salget af buræg, og senest ved udgangen af 2017 følger Bilka og Netto trop.

Også Aldi og Rema 1000 har besluttet at skrotte buræg i de danske butikker henholdsvis inden 2020 og senest medio 2018.

Mens Irma og Føtex Food siger farvel til skrabeæg, beholder Coop og Dansk Supermarked skrabeæg i de andre kæder, så længe der er efterspørgsel fra kunderne.

- Udfasningen af buræg går stærkere, end nogen af os forventede for bare et år siden. Om det kommer til at gå på samme måde med skrabeæg, er for tidligt at sige, siger Mads Hvitved Grand, CSR-direktør i Dansk Supermarked.

Samme melding lyder fra Signe Frese, CSR-chef i Coop:

- Så længe forbrugerne vil købe skrabeæg, vil de også være på hylden.

/ritzau/