Restpartier, udgåede varer og en hel outletafdeling bare til vin.

Nu åbner Coop sin første outlet, som i første omgang har åbent et par gange om måneden.

»Tanken bag er at begrænse ressourcespild ved at få brugt retur- og overskudsvarer«.

Det siger Thomas Birksø, som er varehuschef i Kvickly på Kvægtorvet, til SN.dk.

Varerne, der vil komme til salg til outlet-priser, vil komme inde fra Coops hovedlager i Albertslund samt fra restpartier fra leverandører og lignende.

Er man ude efter en god handel, kan man besøge Coops outlet i Næstved, og den kommer da også til at hedde Kvickly Næstved Outlet.

Bygningerne, som outlettet åbner i, har stået tomme siden 21. maj sidste år.

Da Coop har lejet lokalerne på en langtidskontrakt, ville supermarkedskæden bruge stedet til noget andet.

Coops outlet vil bestå af to afdelinger.

Den ene halvdel vil blive en vinoutlet, hvor den anden del bestå af restpartier, udgåede og returnerede varer og lignende.

Coops outlet har været på tegnebrættet længe, men på grund af tekniske vanskeligheder har det ikke været muligt at åbne tidligere.

Outlettet åbner lørdag den 7. september 10-16.