Inflationen buldrer derud af, og fødevarepriserne steg i februar til det højeste niveau nogensinde.

Det skriver finans.dk, der også advarer om, at der er yderligere prisstigninger i vente.

Og det rammer de danske forbrugere hårdt.

I februar lå fødevareprisernes inflationsrate på 5,7 procent, og alt tyder på, at inflationens himmelflugt fortsætter.

Pressechef i Salling Group, der driver Netto, Bilka og Føtex, Jacob Krogsgaard Nielsen, fortæller, at man følger udviklingen tæt.

»Vi forsøger at holde vores priser så lave som overhovedet muligt, men det er klart med den inflation og de stigende priser, så vil det i et eller andet omfang ramme dagligvarepriserne,« fortæller han.

Samme melding lød fra Coop sidste uge.

»Situationen er så ny, at vi ikke konkret ved, hvad det kommer til at betyde. Men der er en vis sandsynlighed for, at det kommer til at forstærke den udvikling, vi har set, hvor priserne stiger,« siger Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop.

»Igen: Det er for tidligt at sige noget præcist. Men det er svært at se, hvordan vi kan undgå prisstigninger, desværre.«

Coop står bag Fakta, Coop 365 Discount, Kvickly, Irma og Brugsen-kæderne.

B.T. ville også gerne have spurgt Rema 1000, hvordan de oplever, at krigen i Ukraine påvirker prisen på dagligvarer, men kommunikationschef Jonas Schrøder skriver i en sms, at Rema 1000 generelt ikke udtaler sig om priser.

Men selvom inflationen lige nu slår rekorder, så skal de danske forbrugere nok desværre forberede sig på, at vi kun har set toppen af isbjerget.

»Det er uundgåeligt, at krigen og konsekvenserne af den kommer til at føre til yderligere prisstigninger på fødevarer,« har Henning Otte Hansen, professor i afsætningsøkonomi ved Københavns Universitet, udtalt til B.T.

»Vi er på vej ind i et prischok, og der er ikke noget, der lige nu tyder på, at det skulle være kortvarigt. Det er nok det, der er mest urovækkende,« konkluderer han.