Danmarks største dagligvarekoncern, Coop, er i fuld gang med at skabe deres fremtidsbutikker, der er helt uden personale og kassebånd. Men ekspert i detailhandel ser ét stort problem.
Over for Berlingske Business fortæller Coops topchef, Peter Høgsted, at de personaleløse butikker bliver fremtiden for Kvickly, Fakta og SuperBrugsen.
Inden for den nærmeste fremtid vil Coop indføre systemet 'bip og betal' i deres 1.200 butikker. Her kan kunder købe deres varer allerede ved hylderne ved at scanne dem med mobilen. Derefter kan varen kommes direkte i tasken, og dermed er det slut med lange køer ved kassebåndet.
Det hele kan i teorien gøres uden noget personale. Peter Høgsted forventer, at de kan spare op mod 250 millioner kroner på netop personaleudgifter.
Men netop det kan blive et problem, mener detailekspert Bruno Christensen.
»Udgangspunktet er, at kunderne skal ville det. Hvor mange er interesseret i at blive jaget igennem butikken? Der vil være kunder, der foretrækker en betjent afdeling,« siger Bruno Christensen og peger dermed på den forringede kundeservice som Coops største problem.
»Coop efterlader et hul for personlig kontakt. Det er min opfattelse, at digitaliseringen knækker over, og kunderne begynder at efterspørge mere menneskelig kontakt, få gode råd og vejledninger og blive serviceret. Alt det, vi forbinder med god service. Det forsvinder, hvis man laver en fuldautomatisk butik,« siger han.
Ifølge Bruno Christensen vil Dansk Supermarked følge udviklingen nøje og selvfølgelig følge trop, hvis det bliver en succes for Coop.
Coop har testet 'bip og betal' i knap to år. Coop omsatte for 45 mia. kr. i seneste regnskabsår, og havde et overskud på 250 millioner. Det vil koste op i milliard-klassen med de nye butikker.