Under corona-virussens hærgen gælder det som bekendt om at holde fysisk afstand til sine medmennesker. Det kan dog være besværligt, når der skal handles dagligvarer.
Et nyt tiltag skal dog gøre op med, at for mange stimler sammen i køen til supermarkedernes kasseapparater.
Kæderne Meny, Spar og Min Købmand oplyser i en pressemeddelelse, at en ny service bliver testet i 34 østjyske supermarkeder. Og tanken er, at den service skal være landsdækkende.
Ideen er, at kunder kan ringe ind til et kundecenter og bestille deres varer, som så bliver pakket af det lokale supermarked og bragt til døren.
»Vi ser et akut behov for at hjælpe vores kunder endnu mere siden coronavirussens udbrud, og vi ønsker at gøre noget hurtigt. Vi har derfor ualmindeligt hurtigt oprettet ‘Vi handler for dig’ som en ekstra service i en tid, hvor der er pres på os alle, og hvor mange ønsker at få varer leveret til hjemmeadressen,« siger Richo Boss, kædedirektør for SPAR, Min Købmand og Let-Køb.
Bestillingen kan ske over telefonen og besvares personligt af et kundecenter, som kan hjælpe med spørgsmål og vejledning. De sørger for, at bestillingen når ud til din lokale købmand, der pakker varerne og stiller dem klar til afhentning, så varerne når frem inden for 48 timer.
Levering koster 49 kroner uanset hvor meget, man bestiller.
Mange af MENY, SPAR og Min Købmands supermarkeder tilbyder allerede vareudbringning lokalt, men efterspørgslen på levering af dagligvarer er steget meget hurtigt i løbet af de sidste to uger og har skabt et akut behov for flere leveringsmuligheder af dagligvarer inden for en kort tidsfrist, lyder det fra supermarkedskæderne.
Når tiltaget er tryktestet i de østjyske supermarkeder, skal servicen udbredes til omkring 250 butikker landet over.

