Coronakrisen har været hård for de landsdækkende cafékæder Dalle Valle og Café A, der er ejet af moderselskabet Musavvir Holding.

I marts gik 13 af selskabets restauranter konkurs, og nu står yderligere tre til at lide samme skæbne, oplyser selskabet ifølge Finans.dk.

»Tre datterselskaber er i særdeleshed nødlidende som følge af gæld til de konkursramte selskaber, som må forventes indkrævet af boerne i helt eller delvist omfang.«

»Da moderselskabet desuden har givet isoleret afkald på at støtte disse selskaber finansielt, er de i overhængende risiko for at begæres konkurs,« skriver ledelsen i regnskabet.

Det er ikke oplyst, hvilke tre caféer der bliver ramt.

De kommende konkurser sker på baggrund af, at tre af de overlevende restauranter har haft gæld til de caféer, der lukkede i marts.

De tre restauranter forventes at lukke ned, når boet er gjort op for de lukkede caféer fra marts.

Lukningerne i marts kostede omkring 200-300 fastansatte jobbet.