Fra 2024 kan man ikke se film og serier ved C More. Derfor henviser de til partnere som TV 2 Play og YouSee.
Når året er slut, vil det ikke længere være muligt at se film og serier via streamingtjenesten C Mores hjemmeside eller app.
Det oplyser C More i en nyhed på tjenestens hjemmeside.
I stedet henviser de til, at man kan se film og serier efter den 1. januar 2024 hos deres partnere, som blandt andet er TV 2 Play og YouSee.
Hvis man er direkte kunde ved C More, vil ens abonnement ifølge dem udløbe automatisk den 31. december 2023.
C More dækker over en række forskellige tv-kanaler og streamingtjenester rundt omkring i verden.
Førhen hed C More Canal+ og var den første betalingskanal i verden. Den blev oprettet i Frankrig tilbage i 1980'erne, men er i dag ejet af den svenske koncern TV4 Gruppen.
På streamingtjenesten har man kunnet se serier i mange forskellige genrer - eksempelvis HBO-serien "Vikings", den nye udgave af "Beverly Hills 90210" og den danske serie "Broen".
Desuden har streamingtjenesten både budt på kærlighedsfilm, komedier, actionfilm og historiske film.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvorfor C More lukker.
/ritzau/