Too Good To Go gik i luften i 2016 – nu viser det seneste regnskabsår et underskud på 344 millioner kroner.
Virksomhedens administrerende direktør Mette Lykke er dog ikke så bekymret, siger hun til Finans.
»Det er et grundvilkår for en vækstvirksomhed at køre med underskud i en årrække. Det oplever jeg ikke altid, at der er forståelse for i Danmark,« siger hun.
I 2020 kunne man i regnskabet se et tab på 142,5 millioner kroner.
Til gengæld er virksomhedens omsætningen steget fra 281 millioner kroner til 493 millioner kroner i 2021.
Det er en vækst på 87 procent.
Underskuddet forklarer Mette Lykke med en række investeringer, Too Good To Go har lavet, for at få større indflydelse på markedet. Det har været en prioritet for dem.
Men også de lange perioder med coronanedlukning bærer en del af skylden, lyder det.