Mange har bemærket den lille gule boksehandske, der giver priserne ’føtæsk’, og selvom ikke alle er lige vilde med reklamen, får den tydeligt understreget, at Føtex er i offensiven.

Føtex har åbnet en stribe nye butikker de seneste år og erobret markedsandele på bekostning af rivalen Kvickly. Og den tendens vil fortsætte de kommende år, vurderer Retail Institute Scandinavia i prognosen ’Dansk Dagligvarehandel prognose 2027’.

»Føtex er meget aggressive på prisen. Hvor mange før supplerede deres indkøb i discountsupermarkederne i Føtex eller Kvickly, hvor varesortimentet er større, kan du som kunde i dag foretage alle dine indkøb i Føtex, uden at det bliver dyrere for dig,« siger Retail Institute Scandinavias adm. direktør Henning Bahr.

Han forventer, at antallet af Føtex-supermarkeder vil stige fra de nuværende 98 til 115 i 2027. I den samme periode forudser han, at Dansk Supermarkeds hypermarked vil øge deres markedsandel fra 11,6 til 12,4 procent. Væksten kommer delvis til at ske på Coop-rivalen Kvicklys bekostning.

I prognosen forventer han, at Kvickly i 2027 har tabt 0,7 procent af deres markedsandel og lander på blot 7,5 procent. Også antallet af Kvickly-supermarkeder, forudser Henning, vil stagnere.

Detailhandelsekspert Bruno Christensen er helt enig i prognosen og mener, at det ikke kun er priserne, men også rivalen, den gule boksehandske giver ’føtæsk’.

»Coop's strategi er slået fejl. De vurderede, at danskerne ville betale mere for madvarer af højere kvalitet, men det har vist sig ikke at være tilfældet. For konkurrenterne tilbyder også højere kvalitet - men uden at hæve prisen,« siger Bruno Christensen.

Her kan du læse Coop Danmarks informationsdirektør Jens Juul Nielsens version af sagen: