Manden og milliardæren bag udlejningsfirmaet L'easy, Niels Thorborg, må opgive drømmen om at sælge sit livsværk.

Niels Thorborg var langt i sine planer med at sælge 3C Retail, som L'easy er en stor del af, til en udenlandsk kapitalfond. Men nu er det røget i vasken.

Ifølge Børsen har Niels Thorborg fortalt flere af sine medarbejdere, at salget ikke bliver til noget alligevel, da parterne ikke kunne blive enige.

»Jeg vil hverken be- eller afkræfte det. Du skal tage fat i Niels Thorborg eller Jørn Tolstrup Rohde. Det er dem, der udtaler sig,« siger næstformand i 3C Groups, Finn Rossau Jensen, til Børsen.

I august sidste år fortalte Niels Thorborg, at de agtede at sælge 3C Groups. Ifølge Børsen kan grunden til, at det ikke er sket endnu, være, at det kræver meget kapital at drive forretningen. Udover at udleje hårde hvidevarer agerer L'easy også bank for kunderne, hvilket er dyrt.

Niels Thorborg forsøger ifølge mediet stadig at sælge 3C Groups. Hvis det lykkes, forventer han at kunne indkassere 'et pænt milliardbeløb'.

Danmarks 16. rigeste

Interview med den fynske milliardær Niels Thorborg. Han vil fortælle om Fyns store udfordringer og muligheder samt om sit eget forretningsimperium, der bl.a. rummer L'easy. Her er han fotograferet ved hans reklamebureau der ligger ved Odense Havn.
Interview med den fynske milliardær Niels Thorborg. Han vil fortælle om Fyns store udfordringer og muligheder samt om sit eget forretningsimperium, der bl.a. rummer L'easy. Her er han fotograferet ved hans reklamebureau der ligger ved Odense Havn. Foto: Mads Nissen
Vis mere

Niels Thorborg er ifølge Berlingske Danmarks 16. rigeste mand med en værdi på seks milliarder kroner. Derudover ejer han ejendomme for næsten 1,5 milliarder kroner.

Privat bor Niels Thorborg på en af Odenses mest mondæne adresser - på Langelinie. Thorborg ejer også et kæmpe palæ på en grund, der ligger helt ned til Odense Å. Den 330 kvadratmeter store hvide villa har 10 værelser, og blev i 2001 købt af familien for 9,6 millioner kroner. I 2011 blev den yderligere solgt via en familieoverdragelse til 5,8 millioner kroner.

Thorborg har tre voksne børn; Christina, Caroline og Christian. Hans to døtre blev i 2011 indsat som henholdsvis formand og næstformand i Thorborgs selskab, 3C Holding.