Det 700 år gamle gods Vibygård Gods er gået konkurs, efter en skæbnesvanger låneaftale har taget livet af koncernselskabet bag, Vibygård Gods A/S.

De to forbundne selskaber Arnakke Gods A/S og Ørstedgård A/S har kautioneret for aftalen og er således også gået konkurs.

Vibygård Gods A/S er et af Danmarks største økologiske landbrug med knap 800 hektar land midt på Sjælland.

Over for Finans forklarer hovedaktionær og direktør i Vibygård Gods Mogens Jørgensen, at et såkaldt renteswap er skyld i konkursen.

»Jeg kan oplyse, at renteswappen er årsagen til konkursen, og at vi blev begæret konkurs allerede i oktober. Dengang havde vi en likvid beholdning på 20 millioner kroner,« siger han.

Konkursen er blevet en realitet, selvom forretningen på mange måder har været en succes, og driften har været positiv. For den fatale låneaftale har medført, at selskabet ikke længere kan fortsætte.

Swap-aftalen på 99 millioner kroner blev indgået i 2008 med Jyske Bank. Det sikrede dengang en fast rente, men siden har den lave markedsrente betydet en negativ markedsværdi på 70,6 mio, fremgår det af godsets seneste regnskab.

Derfor har godset ikke kunnet indfri lånet, der viste sig at blive dyrt med hele 4,3 procent i rente samt krav om markant øgede bidragssatser på realkreditgælden, ifølge Finans. De tårnhøje udgifter samt udløbet af afdragsfriheden har tilsyneladende været udslagsgivende for godsets manglende held til at kunne løbe økonomisk rundt.