Danskerne har booket dobbelt så mange uger i feriehuse resten af 2020 som sidste år.

Der var 1,9 millioner færre overnatninger i maj, hvor Danmark var lukket for turister på grund af udbruddet af coronavirus, end året før.

Det svarer til et fald på 59 procent, oplyser fra Danmarks Statistik.

I midten af marts blev de danske grænser lukket for turister for at begrænse smitten med coronavirus.

Fra 15. juni er den dog åbnet delvist, og maj var altså den sidste hele måned med lukkede grænser for turister.

Værst gik det i maj ud over vandrerhjemmene og hotellerne, hvor antallet af overnatninger faldt med 86 og 85 procent.

På campingpladserne var der derimod kun et fald på 15 procent, mens der i lystbådehavnene var en stigning på seks procent i maj.

Sammenlignes der med april, var der i maj en fremgang i overnatninger på knap 57 procent, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

I april lå niveauet dog "ekstraordinært lavt" på grund af nedlukningen i samfundet, bemærker Danmarks Statistik.

15. juni åbnede grænserne for turister fra Norge, Island og Tyskland, og siden er de blev åbnet for rejsende fra flere lande.

Tilrejsende skal dog komme fra lande, der lever op til objektive kriterier, før de kan få lov til at rejse ind som turister.

Blandt andet skal antallet af coronasmittede være på under 20 per 100.000 indbygger i deres land.

Trods de hårde måneder ser sommeren ud til at blive god for de danske feriehuse.

Ved udgangen af juni var der booket 380.000 uger i feriehuse for resten af 2020, hvilket er 18 procent mere end sidste år.

Det skyldes især, at danskerne har booket dobbelt så mange husuger som sidste år.

Bookingerne er dog sandsynligvis ikke nok til at opveje tabet af overnatninger i årets første seks måneder, vurderer Danmarks Statistik.

I Dansk Industri peger man på, at turisterhvervet stadig kæmper med følgerne af virusudbruddet.

- Selvom vi så småt er på vej på ferie, og mange danskere vælger at holde ferie i Danmark, så kæmper store dele af erhvervet - midt i hvad der burde være deres højsæson - stadig med meget lave besøgstal.

- Kravet om seks overnatninger holder desværre rigtige mange turister væk fra byerne, og det gør ondt på hoteller, attraktioner, museer og restauranter, skriver Sune K. Jensen, chef for turisme og oplevelser, i en kommentar.

/ritzau/