Ligger der 54 millioner kroner og brænder i lommen på dig? Så har du nu muligheden for at erhverve dig et butikscenter. Dalumcenteret i Odense er nemlig sat til salg.

Det skriver Fyens.dk.

Centeret, der indeholder 10 butikker, åbnede tilbage i 1989 og har lidt over 3000 kvadratmeter at gøre godt med. 1200 af dem tilhører i øjeblikket en Fakta, som udgør centerets absolut største butik, og som de ifølge Fyens.dk betaler 1,3 millioner kroner årligt for.

Et lejemål, som de i øvrigt først kan opsige i 2024.

Den samlede lejeindtægt fra centerets butikker ligger på 3,6 millioner kroner, og det beløb kan ifølge Fyens.dk stige til 4 millioner kroner, fordi der i øjeblikket står et lejemål tomt med en potentiel årlig husleje på 400.000 kroner.

I forlængelse af Dalumcenteret ligger desuden en Kvickly, men som ikke er en del af centeret og som derfor heller ikke er en del af handlen.

Dalumcenteret er i dag ejet af en række investorer, der købte centeret tilbage i 2005. Dengang gav de ifølge Fyens.dk 44,8 millioner kroner for de 3000 kvadratmeter.