Kursfesten, der ramte aktiemarkedet torsdag i sidste uge, er en god mulighed for at trimme sin eksponering mod aktier og hive gevinst hjem.

Sådan lyder det fra Marko Kolanovic, der er kvantstrateg i investeringsbanken JPMorgan Chase, skriver Business Insider.

Kursfesten kom, efter markedet reagerede positivt på nye tal for den amerikanske inflation i oktober, der viste sig kun at ligge på 7,7 procent mod forventede 7,9 procent samt et godt stykke under toppen i juni på 9,1 procent.

Marko Kolanovic skiver i et notat mandag, at selvom den igen faldende inflation er godt for aktierne, og det øger chancen for en blød landing forbliver risikoen for, at økonomien er på vej ind i en recession, hvis den amerikanske centralbank ikke vender og stopper med at hæve renten.

»Der er lagt låg på vores optimisme af en fortsat høj risiko for recession, og risikoen for at forbrugerpriserne fra oktober ikke kan reducere centralbankernes iver efter at skubbe politikken ind på mere restriktiv territorium,« forklarer han.

Læs også: Børshus med dyster udmelding

Strategen udnyttede selv kursfesten til moderat at reducere bankens overvægt i aktier, mens de stadig er overvægt i råvarer, som et værn mod geopolitiske spændinger og inflation.

Marko Kolanovic forventer, at inflationen vil falde til 3,9 procent i tredje kvartal af 2023 modsat 6,3 procent i tredje kvartal af 2022.

»Bølgen af faldende inflation kan være meget hurtigere og stærkere, hvis den økonomiske afmatning er dybere, hvilket ville resultere i markant lavere EPS på svagere efterspørgsel og marginer,« udtaler han og tilføjer:

»Efter de stærke inflationstal den seneste tid tror vi på, at inflationen er på vej den anden vej.«

Læs også: Økonom: 2023 kan blive obligationernes år

Læs også: Advarer danskerne: Løgnehistorier kan koste dig dyrt

Denne artikel er skrevet af Euroinvestor.