Den store bank Nordea har forbudt 3.800 ansatte - herunder en del i Danmark - at handle med den populære kryptovaluta bitcoin samt andre kryptovalutaer.

Det skriver Finans.dk.

Det er ansatte i bankens wholesale-afdeling, der ikke længere må tjene penge på at opkøbe kryptovaluta. Wholesale-afdelingen yder rådgivning og tilbyder produkter, serviceydelser og finansielle løsninger til de største erhvervskunder og institutionelle kunder.

»Jeg kan bekræfte, at forbuddet mod at handle bitcoin gælder alle medarbejdere i alle lande i den afdeling. Også de danske,« siger pressechef Stine Green Paulsen, Nordea Danmark til Finans.dk.

Nordea oplyser ikke, hvor mange ansatte det rammer i Danmark.

Nordeas ringe kærlighed til bitcoins er ikke ukendt. I december sagde Nordeas topchef, Casper von Koskull, at det ikke er andet end ren spekulation.

»Når du kigger på bitcoin, viser historien, at nye valutaer kommer og går. Så det er min grund nummer et til at være skeptisk, og jeg er meget skeptisk,« sagde Casper von Koskull til Bloomberg News.

Nordea-direktøren betegner valutaen som ren spekulation og sammenligner den med tulipanboblen i 1630'erne i Holland, hvor priserne på tulipanløg pludseligt steg voldsomt for til sidst at falde helt sammen og skabe økonomisk krise i Holland.

Prisen på en bitcoin tidoblede i 2017, og var i november over 20.000 dollar værd - 121.000 kr. Men hen mod slutningen af året og i starten af januar 2018 dykkede værdien markant. 19. januar koster en bitcoin 11.800 dollar - 71.700 kr. I slutningen af 2010 kostede en bitcoin 0,25 dollar - 1,5 kr.