Det er ikke bare priserne, der er Xtra, Xtra lave i sportskæden XXL.

Det er overskuddet også.

Faktisk er der slet ikke noget. Derimod er underskuddet til at tage at føle på. Det er nemlig trecifret.

Sidste år havde nordens største sportskæde nemlig et samlet underskud på 357 millioner kroner før skat.

Det skriver Finans.dk, som har set nærmere på en børsmeddelelse fra selskabet.

»Retailmarkedet er stadig hårdt og sport er ikke nogen undtagelse. Mange kunder har færre penge at bruge på sports- og outdoorudstyr, fordi priserne på »alt andet« stiger,« siger finansdirektør og fungerende administrerende direktør, Stein Eriksen, i meddelelsen.

Selvom kæden de seneste år har haft problemer, er sidste års resultat historisk dårligt.

Derfor varsler ledelsen nu en »massiv oprydning,« som blandt andet omfatter en lukning af butikkerne i Østrig.

Det er dog ikke kun dårlig økonomi og svigtende tal, der har været en udfordring for XXL de seneste år, hvor virksomheden har haft flere dårlige sager.

Først var der historien om de ansatte, som blev straffet med armbøjninger, hvis de kom for sent.

Så skrev norske medier om lederkurser, som havde karakter af en »krigsskole«, og hvor medarbejdere i undertøj blev overhældt med iskoldt vand.

I efteråret afslørede det norske medie E24, at XXL-ansatte blev tvunget til at arbejde uden løn på Arbejdernes Internationale kampdag, 1. maj.

Den norske sportskæde er med sine 53 varehuse i Norge, Sverige og Finland Nordens største forhandler af sportstøj og fritidsudstyr.

I Danmark fungerer XXL udelukkende som webshop.