Der bliver fra nytår en tilbudsavis mindre i danskernes postkasser.

Supermarkedskæden Lidl dropper den fysiske papiravis, efter at den samme manøvre blev gennemført med succes i København. Det skriver TV2 Østjylland.

Kæden kører forsøget fra uge et til otte, inden det besluttes, om det skal være permanent.

»Der er selvfølgelig mange overvejelser i spil, men vi ser, at flere og flere af vores aarhusianske kunder vælger den trykte tilbudsavis fra og tyer til de digitale løsninger,« siger Rasmus Pape, indkøbs- og marketingdirektør i Lidl Danmark.

Avisen droppes for at spare miljøet for papir til tryksagerne.

Forsøget i København gik bedre end forventet og blev gjort permanent i starten af 2022.

Alligevel er det i første omgang et forsøg i otte uger. Herefter er den tilbage i postkassen, mens forsøget evalueres - og blandt andet om det har påvirket omsætningen.

»Efter den evaluering tager vi en beslutning, om det skal være permanent, eller vi skal prøve andre områder som Silkeborg eller Randers,« siger Rasmus Pape.

Cirka 49.000 husstande i Aarhus modtager avisen, men forsøget i hovedstaden viste, at kunderne gerne brugte kædens app eller onlineavis. Den trykte avis kan fortsat hentes i butikkerne.

TV2 Østjylland har også spurgt Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto.

»Vi har ikke nogen planer på nuværende tidspunkt at droppe papirstilbudsavisen,« siger Jacob Krogsgaard Nielsen, Press Manager, Salling Group.