En opsigtsvækkende parkeringstendens har skabt stor opstandelse på Frederiksberg.

Reaktionerne skyldes veteranbiler, motorcykler og andre sportsbiler, der i stigende grad står og samler støv i de offentlige parkeringskældre og optager p-pladser for almindelige hverdagsbilister.

Selv folk, der bor udenbys, er begyndt at udnytte parkeringskældrene til at opmagasinere deres sommerbiler gennem vinterhalvåret.

»Det er en meget synlig provokation, som jeg godt kan forstå, mange klager over,« siger Venstre-manden Jan E. Jørgensen til B.T.

Langtidsparkeringerne er dog fuldt ud lovlige. Kommunens parkeringsordning tillader det, hvis blot man har en parkeringslicens.

Det til trods for at det koster kommunen op mod en halv million kroner at etablere en underjordisk parkeringsplads.

»Det er ret provokerende. Det er jo ikke meningen, at vi skal bruge skatteborgernes penge på at lave parkering til folk, der kommer fra andre kommuner,« siger Jan E. Jørgensen, der er formand for Miljø-, Bynatur- og Mobilitetsudvalget i Frederiksberg Kommune.

Ifølge kommunens seneste optælling optog langtidsparkerede køretøjer ti procent af den samlede parkeringskapacitet i byens fire parkeringskældre gennem vintermånederne.

Da parkeringskælderen ved Langelands Plads blev indviet i foråret 2019, var det ikke politikernes hensigt, at den efterfølgende skulle blive til et bilhotel for veteranbiler. Foto: Privatfoto
Da parkeringskælderen ved Langelands Plads blev indviet i foråret 2019, var det ikke politikernes hensigt, at den efterfølgende skulle blive til et bilhotel for veteranbiler. Foto: Privatfoto
Vis mere

Parkeringskælderen på Langelands Plads havde med 62 langtidsparkerede køretøjer den største belægning.

»I starten, da det her parkeringsanlæg åbnede, kunne man mærke, at det var nemmere at finde en ledig parkeringsplads. Men nu, hvor der holder så mange specialbiler permanent parkeret, så er det igen blevet svært at finde en ledig plads, når man kommer hjem fra arbejde,« har Peter Nielsen, der er næstformand i den nærliggende andelsboligforening Kastanjegården, tidligere udtalt til B.T.

I Frederiksberg Kommune koster en beboerlicens kun 160 eller 290 kroner pr. år afhængig af energiklasse.

En ganske lukrativ ordning taget i betragtning af, at det normalt koster over 1.000 kroner om måneden at have en veteranbil vinteropmagasineret på et bilhotel, viser B.T.s research.

Venstres Jan E. Jørgensen er formand for Miljø-, Bynatur- og Mobilitetsudvalget i Frederiksberg Kommune. Han sidder dermed for bordenden, når der skal være drøftelser om kommunens kommende parkeringsstrategi.
Venstres Jan E. Jørgensen er formand for Miljø-, Bynatur- og Mobilitetsudvalget i Frederiksberg Kommune. Han sidder dermed for bordenden, når der skal være drøftelser om kommunens kommende parkeringsstrategi. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Dertil kan bilister fra andre kommuner anskaffe sig en såkaldt pendlerlicens, forklarer Jan E. Jørgensen.

»At bruge sin pendlerlicens til at opmagasinere sin veteranbil hele vinteren er ret groft. Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogen er så ublu at gøre det,« siger han.

Forvaltningen anerkender, at belægningsgraden kan forekomme urimelig, men vurderer imidlertid, at antallet af langtidsparkerede biler ikke udgør en væsentlig del af det samlede antal parkerede biler i parkeringskældrene.

Forvaltningen lægger nu op til en politisk drøftelse af løsningsmodeller i forbindelse med den kommende evaluering af parkeringsordningen.

Parkeringskældrene på Frederiksberg har dog samme status som parkering på offentlig vej, og eventuelle løsninger vil derfor have effekt på hele parkeringszonen.

»Vi kan ikke løse det her problem, uden det også får en indvirkning på anden parkering i byen. Derfor er vi gang med at lave en ny parkeringsstrategi,» siger Jan E. Jørgensen, der som udvalgsformand sidder for bordenden.

Han ønsker endnu ikke at løfte sløret for, hvilke løsningstiltag der er i spil.

»Det giver ikke mening at lufte en masse idéer, hvis det viser sig ikke at blive til noget,« siger han.

Kommunens seneste optælling viser, at 42 biler og 56 motorcykler stod parkeret på langtidsbasis i perioden fra november til februar i parkeringskældrene på henholdsvis Langelands Plads, Sylows Allé, Falkoner Plads og Henrik Steffens Vej.