Normalt er det børnefamilier og andre vandhunde, der valfarter til Rødby på Lolland for at besøge feriecenteret Lalandia.

Men snart vil området omkring det populære vandland også være hjem for de mange ansatte, der arbejder i området - blandt andet på Femern Bælt-byggeriet.

Lolland Falster Folketidende skriver, at virksomheden Adapteo Danmark har lejet et 45.000 kvadratmeter stort areal i nærheden af Lalandia, hvor den vil opfører et nyt boligområde.

I en pressemeddelelse fortæller Adapteo, at der er tale om såkaldt fleksibel indkvartering, hvor man vil udleje mindre lejligheder til de mange virksomheder, der har medarbejdere i Rødby og Rødbyhavn.

Det bliver lejligheder på henholdsvis 18 og 27 kvadratmeter med eget køkken og bad.

Derudover vil der være en række fællesfaciliteter til beboerne, fremgår det af pressemeddelelsen.

»I kraft af vores eksisterende involvering i Rødby-området, har vi oplevet, at mange virksomheder har et behov for indkvartering af deres medarbejdere, som slet ikke kan dækkes af eksisterende hoteller og lejeboliger,« siger Claus Haastrup, Head of Sales hos Adapteo Danmark i pressemeddelelsen.

Han fremhæver, at boligerne kan gøre flere eller færre alt efter, hvad behovet er.

Lalandias administrerende direktør, Jan Harrit, er også glad for lejeaftalen:

»Vi glæder os over, at vi igennem samarbejdet med Adapteo kan hjælpe med at understøtte det høje aktivitetsniveau i Rødby på en måde, der kommer alle i lokalområdet til gode.«