Danmarks største forhandler af køkkenudstyr og boligindretning har trods energikrisen og usikre tider valgt at opruste medarbejderstaben.

Danskejede Imerco ansætter 400 nye medarbejdere forud for både Black Friday og julehandlen.

Det melder virksomheden ud i en pressemeddelelse.

De 400 nye medarbejdere skal fordeles ud over landets 165 Imerco-butikker og hjælpe kæden med at komme godt i mål med den forestående julehandel.

»Det har været afgørende for Imerco at ansætte et stort antal nye medarbejdere for at kunne opretholde serviceniveauet i vores fysiske butikker.«

»Vi ønsker nemlig at møde kunderne med overskud, når man handler lokalt,« siger administrerende direktør i Imerco, Frederik Brønnum, i pressemeddelelsen. 

Udover de hundredvis af ekstra hænder lancerer Imerco også et fast julepris-koncept.

»Særligt vil vi under både Black Friday og julehandlen møde danskerne med de bedste priser - da vi ved, at pris bliver en vigtig faktor for alle danskere i den kommende tid - og i juletiden,« siger Frederik Brønnum.

Imerco har en årlig butiks- og onlineomsætning på cirka 1,85 milliarder kroner inklusiv moms.

Virksomheden blev startet af isenkræmmere helt tilbage i 1928.