BonBon-Land er ikke en god forretning for sine kapitalfondsejere. Sidste år gav parken et millionunderskud, og det har den gjort i årevis.

Det viser regnskabet for regnskabsåret 2017, der sluttede med september.

'Ledelsen arbejder fortsat på at implementere operationelle forbedringer, inklusive investeringer i nye aktiviteter designet til at forbedre udviklingen. Ledelsen forventer, at de planlagte initiativer vil forbedre udviklingen, og det er derfor forventningen, at det ordinære driftsresultat vil være positivt inden for tre-fem år,' skriver BonBon-Land i regnskabet.

Noget skal der da også til. Omsætningen faldt sidste år med 4,6 millioner kroner til 27,1 millioner kroner. Det er det laveste i mindst ti år.

Det gjorde ikke noget godt for resultatet, der i regnskabsåret 2017 var et dundrende underskud på 6,8 millioner kroner.

Til BT oplyser den presseansvarlige hos BonBon-Land, at man ikke har yderligere kommenterer til regnskabet.

'Vi henholder os til ledelsesberetningen i det netop offentliggjorte årsregnskab for 2017', lyder det.

BonBon-Land blev startet af BonBons stifter, Michael Spangsberg, i starten af 1990'erne. Han solgte dog sin del til Parques Reunidos, en forlystelsesparkejer ejet af en kapitalfond i 2007.

Siden da har BonBon-Land været under kapitalfondsejerskab, for nuværende kapitalfonden Centaur.

Overskud har de nye ejere dog ikke set meget af. Siden regnskabsåret 2008/09 har BonBon-Land kun givet underskud. Samlet er der i perioden tabt 113,3 millioner kroner.

»Så længe vi kan give vejret skylden, så ser vi bare fremad. Men det er klart, at hvis det bliver rigtig godt vejr næste år, og der ikke kommer mange gæster, så ville vi blive bekymrede,« sagde administrerende direktør Mattis Willms til TV ØST i 2016 efter endnu en skidt sommersæson.

Michael Spangsberg skrev i den forbindelse til TV 2 ØST:

»Mit hjerte bløder.«

Michael Spangsberg har efterfølgende startet flødebolleproduktion i eget navn med stor succes.

/ritzau/