Den kendte isenkræmmerkæde Inspiration lukker og bliver overtaget af Imerco. De 25 største og bedst beliggende Inspiration-butikker fusioneres med Imercos.

Nu sammenlægges Imercos 155 butikker og 25 store Inspiration-butikker i ét større og stærkere Imerco, som fremover kommer til at bestå af de velkendte Imerco-butikker og en ny kæde af Imerco Home-butikker.

Til sammen får den nye virksomhed en samlet årlig omsætning på 350 mio. kr.

Isenkram-kæden Inspiration bliver overtaget af Imerco. (Arkivfoto)
Isenkram-kæden Inspiration bliver overtaget af Imerco. (Arkivfoto) Foto: Erik Refner
Vis mere

Det bekræfter koncernen selv i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at konkurrencemyndighederne har godkendt Imerco's køb af Inspiration.

»Jeg er meget glad for i dag at kunne meddele, at vi lægger de 25 bedste Inspiration-butikker ind i Imerco og gør Danmarks stærkeste butiks- og gavekæde inden for køkkenudstyr, borddækning, gaver og boligtilbehør endnu bedre for vores kunder. Vi ser et kæmpe potentiale i at satse meget mere inden for bolig- og indretningsudstyr. Med 180 Imerco-butikker kan vi for alvor realisere vores planer om at blive Danmarks bedste butikskæde inden for vores felt,« lyder det fra Frederik Brønnum, der er administrerende direktør i Imerco-koncernen.

Fusionsplanerne kom frem allerede sidste år, men det har taget et år at få planerne godkendt i Konkurrencestyrelsen.