Arbejdsnedlæggelsen blandt bagageportørerne i Københavns Lufthavn rammer nu passagererne.
En af de ramte er flypassager Stine Van Der Vegte, der onsdag aften landede i Københavns Lufthavn fra Helsinki.
Hun måtte vente forgæves i 45 minutter på sin bagage, der aldrig kom. Særligt er hun frustreret over den mangelfulde kommunikation fra både flyselskab og lufthavn.
»De sagde intet i højttalerne,« fortæller hun til B.T.
Da hun efter tre kvarter uden information fra nogen side blev træt af at vente, gik hun op til informationsskranken i bagagehallen.
Her fik hun stukket et stykke papir i hånden, som hun skulle udfylde. Derefter fik hun at vide, at bagagen bliver sendt til hendes hjemmeadresse, når den ankommer.
»Men de sagde intet om det over højttalerne. Så jeg skulle selv finde ud af det,« siger Stine Van Der Vegte.
Det skete alt imens, at der kom flere og flere nye passagerer til bagagehallen, der bare kunne vente længe og forgæves på deres bagage.
Hun nævner, at hun rejser meget, og at hun er vant til at navigere i lufthavne – særligt Københavns Lufthavn.
Men denne gang var det virkelig sparsomt med hjælpen fra lufthavnens side, oplevede hun.
Forsinkelserne skyldes en arbejdsnedlæggelse blandt bagageportørerne hos selskabet Menzies Aviation, der står for bagagehåndteringen for 10 luftfartsselskaber – bla. Norwegian.
I begyndelsen af arbejdsnedlæggelsen fløj flyene uden forsinkelser, og bagagen rullede på båndene trods arbejdsnedlæggelsen.
Det er dog ikke tilfældet længere, og nu venter passagerer længe på deres bagage.
Menzies kunne opretholde trafikken under den tidlige del af arbejdsnedlæggelsen, fordi cheferne gik til hånde, mens bagagearbejderne gik til det faglige møde
»Det er ledende personale, der ikke er medlem af fagforeningen, som de har sat ind,« siger Kenni Leth, pressechef i Københavns Lufthavn.
Men ved 19-tiden begyndte forsinkelserne alligevel at ramme de rejsende.
Det ledende personale kan ikke længere følge med trafikken.
»Vi ser, at der er ventetid, og at de ledende medarbejdere, der har været sat ind, ikke kan servicere i det tempo, som flyene og bagagen kommer ind,« siger Kenni Leth.
Det er uklart, hvor længe arbejdsnedlæggelsen fortsætter.
Ifølge 3F Kastrup skyldes det, at medarbejderne er utilfredse med arbejdsmiljøet.