Brændstof er blevet dyrere. Men ifølge økonom er det stadig historisk billigt at fylde benzin på bilen.

Det er i juni blevet dyrere at tanke bilen med brændstof, og det har været med til at løfte de danske forbrugerpriser en smule.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er forbrugerpriserne - også kendt som inflationen - i juni steget med 0,3 procent i forhold til samme måned sidste år.

Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge.

Den stigende inflation kommer oven på en periode, hvor inflationen er faldet i flere måneder, bemærker seniorøkonom Kristian Skriver fra Dansk Erhverv.

Han forklarer de tidligere fald med, at coronakrisen har lagt en stor dæmper på prisstigningerne.

- Lige i øjeblikket ligger den danske inflation på et exceptionelt lavt niveau.

- Coronakrisen har på ganske få måneder banket inflationen helt i bund, siger Kristian Skriver.

Den højere inflation i juni skyldes blandt andet, at brændstofpriserne er steget med 5,4 procent i løbet af måneden.

Stigningen er sket, i takt med at oliepriserne på verdensplan er steget.

Uanset prisstigningerne er det ifølge Kristian Skriver stadig historisk billigt at fylde bilen op med brændstof og køre på ferie.

I juni var priserne på brændstof hele 12,8 procent lavere end samme måned sidste år, oplyser økonomen.

- Det skyldes, at coronakrisen på verdensplan har lagt en massiv dæmper på forbruget af olie.

- Det hænger blandt andet sammen med, at mange fly i øjeblikket står parkeret rundt omkring i verden, siger han.

Fremadrettet vurderer Kristian Skriver, at det mere hælder mod en fortsat stigende inflation end en faldende inflation.

Det begrunder han med, at coronaudbruddet har sendt verdensøkonomien i en historisk voldsom og dyb økonomisk nedtur.

- En nedtur, som har sendt arbejdsløsheden op og generelt reduceret forbrugernes efterspørgsel. Samtidig er energipriserne faldet kraftigt.

- Det gør, at det på den korte bane er svært at se for sig, at forbrugerpriserne ryger i vejret, siger Kristian Skriver.

/ritzau/