Metroselskabet, der driver metroen i København, omsatte for næsten 2,7 milliarder kroner i 2025.

Det viser selskabets årsregnskab torsdag.

Omsætningen voksede med 14,6 procent sammenlignet med året før.

Stigningen er primært et resultat af, at metroen havde ni millioner flere passagerer sidste år sammenlignet med året før.

I alt havde metroen 135 millioner passagerer i 2025. Det er rekordmange.

Metroselskabet skriver, at det højere antal passagerer kan tilskrives den gradvise udvidelse af metronetværket.

Og så kan antallet af events i København også spille en rolle. Selskabet vurderer nemlig, at metroen er det foretrukne transportmiddel til kulturbegivenheder i hovedstaden.

Resultaterne viser ifølge Tommy Ahlers, der er selskabets bestyrelsesformand, at metroen generelt spiller en vigtig rolle i den kollektive trafik i København.

- (Resultatet, red.) viser, at passagererne i stigende grad vælger metroen til, siger han i en pressemeddelelse.

Det stigende antal passagerer afspejler sig også i driftsoverskuddet på 338 millioner kroner - en stigning på 38,5 procent.

I indeværende år forventer selskabet igen at se antallet af passagerer stige. Prognosen for 2026 lyder på mellem 138 og 142 millioner passagerer.

Dog regner det med et mærkbart fald i driftsresultatet. Det forventes at lande i intervallet 230-280 millioner kroner.

Metroselskabet blev stiftet i 2007 og har ansvaret for at drive og vedligeholde metroen i København.

Der er tale om et interessentselskab ejet delvist af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Københavns Kommune ejer 50 procent, statens ejerandel er 41,7 procent, og Frederiksberg Kommune sidder på den sidste andel.

/ritzau/