Problemerne fortsætter for erhvervsmanden Kurt Skare.

Skifteretten fastholder nemlig, at der ikke kan gennemføres en såkaldt rekonstruktion af hans holdingselskab, og det betyder formentlig, at virksomheden er på vej mod konkursbehandling, skriver Advokatwatch.

Kurt Skares problemer tog for alvor fart i december sidste år, da Fødevarestyrelsens rejsehold konfiskerede 250 ton gammelt kød hos den jyske kødvirksomhed Skare Meat Packers ved et uanmeldt kontrolbesøg.

Efterfølgende fyrede Salling Group og en række andre detailvirksomheder Skare Meat Packer som leverandører, og i februar blev der indgivet konkursbegæringer for en stribe af Skare-koncernens selskaber.

Det betød, at koncernens holdingselskab Kurt Skare Holding Aps og Kurt Skare selv i begyndelsen af februar trådte i det, man kalder 'rekonstruktion'.

Rekonstruktion betyder, at man forsøger at finde en økonomisk holdbar løsning for virksomheden, men nu kan AgriWatch på baggrund af offentlige registre, Statstidende og interview med den tidligere indsatte rekonstruktør Henrik Selchau Poulsen afsløre, at rekonstruktionen er ophørt.

Og det betyder, at holdingselskabet formentlig er på vej mod konkursbehandling.

Rekonstruktør Henrik Selchau Poulsen arbejder dog stadig med at finde en vej for Kurt Skares personlige økonomi.

»Jeg kan ikke se, at det skulle få indflydelse på rekonstruktionen for Kurt Skare personligt,« udtaler han til AgriWatch.

Både 78-årige Kurt Skare og hans datter, 51-årige Gitte Skare, har tjent millioner på at sælge kød, og de ejer sammen den jyske virksomhed, som Kurt Skare grundlagde helt tilbage i 1972.

Før konkurserne havde selskaberne en samlet omsætning på 1,3 milliarder kroner årligt.